Vrede er en naturlig følelse. Den er ikke farlig. Den er ikke forkert. Og den gør dig ikke til et dårligt menneske. Vrede er en besked fra dit indre – en påmindelse om, at noget føles uretfærdigt, grænseoverskridende eller ude af balance. Men mange mennesker har lært at undertrykke deres vrede, fordi de forbinder den med konflikter, skyld eller afvisning.

Når vrede ikke får plads, forsvinder den ikke. Den sætter sig – i kroppen, i relationerne, i sindet. Den kan blive til noget, vi ikke længere genkender som vrede, men som irritation, opgivenhed, tristhed eller en uro, vi ikke helt forstår. Den kan komme ud som små stikpiller, som sammenbidte smil – eller som spændinger og smerter i kroppen.


Vreden viser dig dine grænser

En vigtig del af det at være menneske er at kende og respektere sine egne grænser. Og her spiller vreden en afgørende rolle. Når vi mærker vrede, er det ofte et tegn på, at en grænse er blevet overskredet – måske af andre, måske af os selv. Måske har vi sagt ja, selvom vi havde brug for at sige nej. Måske har vi tilsidesat vores egne behov for at undgå at skuffe andre.

Det kræver mod at stå ved sine behov og sætte grænser – især hvis man ikke er vant til det. Men det er ikke egoistisk. Det er omsorgsfuldt. Også for dem omkring os. For når vi ikke passer på os selv, ender vi let med at lade vores vrede sive ud på måder, vi ikke er stolte af – som passiv-aggressiv adfærd, som kulde eller afstand, eller som små eksplosioner i situationer, der ikke rigtig kalder på det.


Når kroppen taler det, vi ikke får sagt

Undertrykt vrede kan også sætte sig fysisk. Kroppen kan begynde at vise tegn på noget, vi ikke selv har fået øje på. Det kan være spændinger, hovedpine, ondt i maven, søvnproblemer eller en konstant følelse af udmattelse. Det kaldes psykosomatiske symptomer – hvor det psykiske og det fysiske hænger tæt sammen.

Kroppen forsøger ikke at være til besvær. Den forsøger at hjælpe dig med at mærke, hvad du har brug for.


Balancen mellem dig og andre

Der kan være en tendens til at tro, at vi skal vælge mellem os selv og andre. Enten giver vi plads til vores egne behov – eller også tager vi hensyn. Men det behøver ikke være enten-eller. Det handler om at finde en balance. At tage ansvar for, hvordan vi har det, uden at påtage os ansvaret for alle andres følelser. At kunne sige “nej” med venlighed – og “ja” med integritet.

Når vi øver os i at mærke os selv og sætte grænser, bliver relationer ofte mere ærlige og bæredygtige. Vi bliver mere tydelige for andre – og mere trygge i os selv.


Hvordan kan man begynde at arbejde med undertrykt vrede?

Det tager tid at lære at lytte til sin vrede, og det er okay. Her er nogle omsorgsfulde skridt, man kan begynde med:

  • Læg mærke til kroppen: Mærker du spændinger, uro eller irritation? Prøv at stoppe op og være nysgerrig. Hvad kan det handle om?


  • Tillad følelsen: Du behøver ikke handle på den med det samme. Bare anerkend, at du føler, som du gør. Det er i orden.


  • Sæt ord på dine behov: Øv dig i at sige, hvad du har brug for – uden at forklare eller forsvare det for meget.


  • Start i det små: At sige nej til en opgave, du ikke har overskud til. At bede om ro. At tage en pause.


  • Søg støtte: Det kan være en stor lettelse at tale med nogen, du har tillid til – en ven, terapeut eller rådgiver – og dele det, du går med.


Vreden vil dig noget godt

Vrede er ikke din fjende. Den er en del af dig, og den forsøger at passe på dig. Når du lytter til den med åbenhed og nysgerrighed – i stedet for at skubbe den væk – kan den blive en vejviser. En påmindelse om, at du også har ret til at have det godt. Til at sige fra. Til at tage plads.

Det er ikke egoistisk at tage ansvar for sig selv. Det er omsorg. Både for dig – og for dem omkring dig.