For mange par er det ikke de store konflikter, der slider mest, men det er gentagelserne: De samme diskussioner, de samme ord, den samme følelse af at køre i ring. Man kan næsten forudsige forløbet - hvordan det starter, hvad der bliver sagt, og hvordan det ender – med afstand, tavshed eller resignation.
Ofte handler konflikterne om helt konkrete ting. Opgaver, ansvar, økonomi, børn, tid, nærhed, sex. Men under overfladen er det sjældent det, der er på spil. Det, der virkelig gør ondt, er følelsen af ikke at blive hørt. Ikke at blive forstået - ikke at føle sig vigtig for den, man deler sit liv med.
Et mønster af gentagelser
For den ene partner kan konflikten føles som et råb om kontakt. En frustration, der bygger sig op, når man igen og igen oplever, at ens behov bliver overset. Vreden kan blive det eneste sprog, der er tilbage. Ikke fordi man ønsker konflikt, men fordi man længes efter at blive taget alvorligt.
For den anden kan konflikterne føles overvældende og udmattende og som en konstant kritik. Som en oplevelse af aldrig at slå til. Mange trækker sig – ikke fordi de er ligeglade, men fordi de mister fodfæste. Tavsheden bliver en måde at beskytte sig selv på.
Så opstår mønsteret. Den ene presser på for kontakt. Den anden trækker sig for at få ro. Jo mere den ene presser på, jo mere trækker den anden sig. Begge forsøger at passe på sig selv – og ender med at skabe mere afstand.
Jeg møder mange par sidder fast i disse gentagne mønstre og konflikter, og som efterhånden har en dyb følelse af håbløshed.
“Vi har talt om det her hundrede gange".
"Intet ændrer sig".
"Vi sidder fast.”
Men gentagelsen er ikke et tegn på, at parret ikke vil hinanden. Den er ofte et tegn på, at noget vigtigt ikke er blevet mødt endnu. At der bag konflikterne ligger følelser, som ikke har fået plads: Sårbarhed, usikkerhed, længsel og frygt for at miste.
At afsløre mønsteret og tage ansvar
At lykkes med forholdet handler her ikke om at finde de rigtige argumenter og løsninger eller om en manglende evne til at kunne kommunikere. Det handler om at ændre måden, man er i kontakt på, når det bliver svært. At begynde at lytte efter det, der ligger under ordene.
Jeg oplever at når par langsomt begynder at få øje på deres mønster sammen, kan der ske noget afgørende. Ikke fordi alle konflikter forsvinder, men fordi den får en ny betydning. Fra at være et personligt angreb til at være et udtryk for smerte og længsel.
For den partner, der ofte kritiserer eller presser på, kan der være en dyb frygt for at blive overset eller forladt. For den, der trækker sig, kan der være en lige så dyb frygt for ikke at være god nok eller for at gøre alting forkert. Når disse følelser bliver synlige, kan der opstå mere blødhed i kontakten.
At lykkes med forholdet i denne fase kræver, at begge parter begynder at tage ansvar for deres del af mønsteret. Ikke for at fordele skyld, men for at skabe forandring. Det er ofte første gang i lang tid, at par oplever, at de står på samme side – over for mønsteret, ikke mod hinanden.
For par med børn kan det være særligt betydningsfuldt. Børn mærker stemninger. De mærker afstand. Når forældre arbejder med deres måde at være i konflikt på, ændrer det ikke kun parforholdet, men hele familiens følelsesmæssige klima.
En mulighed for at lykkes
At komme videre sammen handler ikke om at undgå konflikter. Det handler om at kunne være i dem på en måde, hvor ingen mister sig selv – og ingen bliver alene. Hvor konflikter bliver en vej til større forståelse frem for mere afstand.
Det er en proces, der tager tid og mod. Jeg oplever at når par begynder at forstå og at kunne se hinandens reaktioner som en selvbeskyttelse frem for som et angreb, opstår der en ny kontakt imellem dem og en mulighed for at lykkes – sammen.
