Der findes en smerte i parforhold, som sjældent bliver taget alvorligt nok. Ikke fordi den er dramatisk. Men fordi den er stille. Den larmer ikke, og den giver sjældent anledning til store opgør. Den viser sig som en langsom udtynding af det, der engang bandt to mennesker sammen. Og når det er sket, kan man ikke længere mærke hinanden, og det giver anledning til en dyb smerte.
Mange par beskriver det som at leve side om side. Man samarbejder. Man koordinerer. Man får hverdagen til at fungere. Måske er der børn, arbejde, praktiske opgaver og aftaler der skal passes. Udefra kan det ligne et velfungerende parforhold eller familieliv. Indeni kan det føles tomt, fladt og ensomt.
Jeg møder mange par der siger, at det er svært overhovedet at sætte ord på. For hvad er det egentlig, der mangler? Der er jo ikke nødvendigvis skænderier, utroskab eller store kriser. Bare en fornemmelse af, at noget er gledet væk og mangler. Når par kommer til mig, er de ofte i tvivl om følelserne overhovedet kan finde en vej tilbage.
Smertens forskellige ansigter
For den ene kan savnet være meget tydeligt. En længsel efter varme, nærhed, et blik eller en kærlig berøring. En længsel efter at føle sig set, valgt og betydningsfuld igen. Man kan mærke, at man begynder at strække sig mere. Stille flere spørgsmål og søge kontakt. Og når man ikke bliver mødt, kan der opstå en stille desperation. En indre uro, som langsomt kan forvandle sig til tvivl på sig selv:
Er der noget galt med mig?
Forventer jeg for meget?
Burde jeg være mere tilfreds?
For den anden kan følelsesfraværet føles anderledes. Mere som en nedlukning end som et savn. Ikke nødvendigvis noget, der gør ondt hele tiden – men noget, der er blevet normalt. Ofte er følelserne ikke forsvundet, fordi kærligheden er væk. De er blevet lagt til side lidt efter lidt, som en måde at passe på sig selv på.
Mange af de mennesker, der har trukket sig følelsesmæssigt, fortæller, at de engang forsøgte at række ud , vise sårbarhed og sagde hvad de følte, men at det ikke blev mødt. Eller at det blev kritiseret, misforstået eller afvist. Over tid lærer kroppen, at det er tryggere ikke at mærke for meget, og at det er bedre at lukke ned end at håbe igen.
Den stille uro
Når følelserne er væk, opstår der ofte en stille uro i forholdet. En uvished, som begge kan mærke, men som kan være svær at tale om. For hvad siger man?
Jeg føler ikke det samme længere?
Jeg savner noget, jeg ikke kan forklare?
Stilheden og ensomheden har ofte været der længe og en frygt for at åbne munden har sneget sig ind – af angst for at gøre ondt værre og måske såre partneren. Og samtidig kan tavsheden i sig selv være smertefuld. Man kan begynde at leve med en indre splittelse: Et ønske om nærhed – og en frygt for at den ikke er mulig.
Er det umuligt at komme til at føle noget igen?
Mange spørger sig selv, om følelser kan komme igen. Om det er naivt at håbe. Eller om fraværet af følelser i sig selv er et svar. Sandheden er, at følelser sjældent kan tvinges frem. Men de kan nogle gange finde vej tilbage, hvis der langsomt skabes nye erfaringer af tryghed og kontakt.
Det kræver tid, mod og ofte hjælp. Ikke for at finde hurtige løsninger, men for at få plads til det, der har gjort ondt; til de skuffelser, der aldrig blev talt om; til den ensomhed, som måske har været til stede længe før følelserne forsvandt.
Jeg oplever at der for nogle par kan opstå en ny form for kontakt igennem denne proces. Ikke nødvendigvis den samme som før. Men en, der er mere ærlig og mere forankret. For andre par bliver det tydeligt, at afstanden er blevet for stor, og at forbindelsen ikke længere kan bære, og at følelserne ikke kan finde en vej tilbage.
Begge erkendelser kan være dybt smertefulde, og ingen af dem kan eller skal forceres. Når følelserne er forsvundet, er det ofte et tegn på, at noget vigtigt har manglet længe. At forstå hvad – og hvad det kalder på nu – er en proces, der fortjener tid, omsorg og respekt.
Der findes ikke et rigtigt tempo. Der findes ikke et rigtigt svar. Kun et behov for at tage det, der mærkes, alvorligt.
