Livet er fuld af følelser, og det er uundgåeligt ikke også at opleve de tærende, skamfulde og ukontrolable af dem som eksempelvis vrede.

Vredesfølelser kan være overvældende og forvirrende, og de kan føre til ekstreme udbrud, hvor man får sagt og gjort ting, man slet ikke ønskede. Bagefter kræver det måske heling af relationer, det gik ud over, og det er i sig selv en udfordring.



Hvorfor bliver jeg så vred?

Hvis du har været udsat for urimeligheder tidligere i livet, er der en stor sandsynlighed for, at der har opbygget sig en vrede indeni dig. Og vrede har altid et afløb. Derfor kan du lettere opleve at miste besindelsen. Og desværre går det ofte udover vigtige relationer, der slet ikke har haft noget med uretfærdigheden at gøre. Og det bringer dig i risiko for at ødelægge eller miste relationen. Er du nået dertil, så tøv ikke med at kontakte mig for at få hjælp til at identificere vreden og arbejde med den på en ordentlig og konstruktiv måde.

Du kan også opleve at du retter vreden mod dig selv og ofte slår dig selv i hovedet med bebrejdelser, anklager og fordømmelse. Måske har du svært ved at forholde dig til vrede, fordi din opdragelse ikke tillod dén slags følelser, eller fordi det ikke er en særlig velset følelse efter samfundets normer.


Ondt i krop og sind

Psyke og krop hænger sådan sammen, at hvis man i mange år lukker ned for eksempelvis vredesfølelser, og man dermed ikke tager hånd om hverken selve følelsen eller udbruddene, risikerer man at det kan sætte sig som psykosomatiske sygdomme i kroppen.

Derfor er det så vigtigt at søge først og fremmest støtte hos sine nærmeste til at begynde med. Og sommetider er det nødvendigt med en rådgivende eller terapeutisk håndsrækning.


Få den rette hjælp

Selvom det kan føles uløseligt, findes der hjælp at hente for et menneske som dig, der kæmper med vrede eller bærer på konsekvenserne af at være tæt på et menneske, hvor vreden har hobet sig op og giver vulkaniske udbrud.

Den rette hjælp findes ved i første omgang at få hjælp til at identificere vreden. Dernæst kan hjælpen være at blive guidet og konkret hjulpet til oftere at sige fra i forhold til visse triggere eller mennesker i dit liv. Og derigennem opnåes det simple men svært opnåelige: At passe bedre på sig selv. Når man er nået dertil, lykkes man langt bedre i også at passe bedre på sine allernærmeste, som er hele kampen værd.